Thorkild Gravlund (1879-1939) blev født på halvøen Reersø, der ligger midtvejs mellem Korsør og Kalundborg, og her midt i det lille folkesamfund af bønder og fiskere indrettede han sit gæstfrie forfatterhjem Sandhagen, som gennem tiderne fik besøg af så mange litterater og folkemindeforskere. Hans fader var skolelærer, og det var fra begyndelsen meningen, at sønnen skulle have samme karriere, men Gravlund mistede hurtigt interessen for seminariet og begyndte i stedet på egen hånd at studere folkeminder. Senere rejste han Danmark rundt og gjorde en lang række folkloristiske optegnelser. Han deltog desuden i et hav af aktiviteter og foreningsarbejde, omhandlende alt lige fra den sønderjyske kamp til fredning af oldtidsminder.
Desuden var han aktiv i konservativ politik, men han var dog altid langt mere dansk end partipolitiker. Først og fremmest skrev han en lang række bøger og et utal af avisartikler, og det er med disse som udgangspunkt, at P. N. Buhl har skrevet sin lille, citatrige bog, der lægger særlig vægt på hans originale nationale syn. Jeg skal herudfra forsøge at give en kort gennemgang af Thorkild Gravlunds holdninger og antagelser.

Folket og grænserne
Folket dannes af jorden, landskabet og grænserne. "Sandheden er den såre enkle: Af jorden gror planter, dyr og mennesker. Runden af jord får de deres muldsjæl i sig". Disse forhold uddybes i foredraget "Under grænsens lov", hvor Gravlund taler om en personens karaktergrænse, som inden for sig rummer alle de evner, drifter og instinkter, som giver personlighed. Folket har på lignende vis sin egen karakterring, og denne dannes af folkets arvede landegrænser. Uden disse er der intet til.
Læren om grænserne er central i forfatterskabet og i direkte modsætning til den toneangivende holdning. Sogne-, herreds-, syssel- og landegrænserne er for Gravlund de egentligt livgivende og vitalitetsskabende faktorer – det er dem som har skabt det danske folk og den folkelige kultur. Grænser betyder forskellighed og forskellighed liv og ret til individualitet, hvilket igen er en nødvendighed i mødet med det fremmede. Hvad andre måske vil se som snæverhed og indskrænkethed er for Gravlund ubetinget sundt og positivt. Hans nationalisme er således hverken højstemt eller patetisk, men afdæmpet og i bogstaveligste forstand jordnær. Dette livssyn uddybes i kapitlet "Folket, jorden og grænserne". Sognet rummer for Gravlund den egentlige nationale kultur, for som han skriver: "Snævert og trangt kan der være i en lille bondeby, men der er alligevel altid blik åbent ud mod en større synskreds: det er den ærlige jordegrænses natur". Danmark er ingenlunde et lille land, men består af en stor mængde folk og egne. "Vi har halvandet hundrede herreder, over tusinde sogne – og hvert et sogn, ja hver en liden by har sit folk, det kendes af dem, der har hjemme der og af alle, som kom derfra. Så kan vi spørge: Findes der flere folkeslag i Amerika?" (Dansk Bygd)
På trods af alle disse små og store forskelle, på trods af den berigelse som kan opnås, ikke gennem en overfladisk internationalisme, men ved at grave i dybden i den enkelte hjemstavn, er sammenholdet mellem landsmænd ikke til at tage fejl af. Det nationale kan ikke rummes inden for nogen spidsfindig definition, er ikke af ideologisk karakter, men består slet og ret i samspillet mellem alle disse særegne danske typer. "Sjællænder og jyder er til endnu, og de er næppe meget anderledes at kende, end de har været før. De er modsætninger i mangt og stammefrænder i alt. Vil man kende den ene, må man vide hvem den anden er. Det samme gælder de andre landsdele: de er danske. Det vil sige: De er samhørige, i det de kræver hverandre i deres dybeste tydning. Det er det, der er dansk" (Dansk Bygd) Netop denne dybe indre spændstighed giver os vores styrke udadtil.
Almuen er for Gravlund folkets kerne, og mens arbejderen har forskrevet sig til en falsk international solidaritet, har almuen i høj grad forstået at holde sig fri af den fremmede ånds hegemoni. Præget som den er af hjemstavn og overlevering med dybe rødder i fortiden, står den for oprindelig dansk karakter. Den har gennem historien præsteret at bære alle alvorlige byrder. "Kun almuen ejer den nationale kraft, som bærer et folk gennem alt, den tåleevne som aldrig svigter, sålænge folket er sig selv" (kronikken Almuens Børn). Her findes ikke den højeste, men den dybeste kultur, hér bor den stærke folkevilje, som bare aldrig ytrer sig i højtråbende offentlige meninger. Det bedste for landet vil være, hvis almuekulturen og en national elitekultur kan supplere hinanden. Gravlund mener dog, at almuen trues alvorligt af folkeopdragelse og moderne uddannelse.

Danmarks historie
Gravlund opfatter den danske kultur som værende opstået på lovmæssigheder så som værn om kvinden (hun betragtes som den egentlige samfundsopbygger), troskab mod arven og vilje til samvirke med landsmænd.
Han har i det hele taget et meget interessant og åndfuldt syn på vores historie, som står i stærk kontrast til, hvad de fleste historikere i dag kan præstere. Nationen ses ikke som en moderne opfindelse, men som værende mere end tusindårig, hvorimod nationalfølelsen hos overklassen er af nyere dato. Danmark har ingen indvandringshistorie, for som Gravlund ganske rigtigt bemærker, bliver mennesket først menneske i det øjeblik, det bliver rodfæstet og bundet. "Mennesket er groet op til menneske, hvor dets æt har rejst mærke. I ætten er mennesket - og før er der intet" (Vandringer i Nationalmuseet).
Som Viggo Starcke underbygger i sin fantastiske bog "Danmark i verdenshistorien", udviklede vort folk tidligt en høj stenalderkultur, og ingen steder i verden blev vores forfædre overgået i den kunst at tilhugge flinten. Det danske folks kontinuitet står således fast fra begyndelsen, men heller ikke derefter blev vi udsat for ind- eller udvandring i nogen nævneværdig grad. Folkevandringstidens stammetogter udgik hovedsageligt fra de germanske områder mod syd, så vores forfædre forblev bofaste, knyttede til deres arvejord, og den blev om nødvendigt værnet med livet, hvilket har givet vort land så stærke og urokkelige folketyper. "Folkeligt er hos os det ukuelige mod, det trøstige vid og den lønlige samføling, vi har med landet, ofte uden at vide deraf" (Vi flokkes).
Samme folk samlede riget før nogen andre og rejste Danevirke – "det største folkeværn" i mands minde. Forsvaret mod syd var just hvad der samlede os, fik stammerne til at danne fælles værn og adskilte Norden i synlige nationale kulturer, som dog altid havde eksisteret i det skjulte. Efter at have opremset talrige af sådanne historiske tildragelser, må Gravlund nøgternt konstatere: "Den dansker, der ikke tør være stolt af sit folk, er ikke et rigtigt menneske" (Dansk Bygd). Det nærmest patologiske individ, som har tabt sin føling med stammen, optræder desværre oftere og oftere offentligt, og denne form for "racedegeneration er desværre ikke sjælden". Omvendt har "homoseksualisten" dog endnu ikke drevet det så vidt!

Kampen for Sønderjylland og Skånelandene
For Thorkild Gravlund er det nationale ikke en følelse eller en idé, men slet og ret det at være bundet til sin hjemstavn, dens folkeliv og historie. Derfor kan man ikke stemme om nationalitet. "Vil man vide, hvad en nation ikke er, så lader man enkeltmand om at melde sig ind i den eller ud af den, og man får folkelige abnormiteter som denne: Æ er en tysker, sa jyden." Nationen er en levende organisme, hvor hvert enkelt led eller del ikke lader sig udskille fra legemet. "Synes noget af organismen dødt, hjælper det ikke at skille den del ud og sætte den på en anden organisme. Deraf kommer ikke liv. Vi ser det med Angel. Århundredets fortyskning har ikke bragt tysk blodomløb, men så snart nerven atter knyttes med Danmark så dirrer alt det døde".
Ligeledes skrev han i artiklen "Til danske vælgere" i Flensborg Avis 1921, at læserne kunne være danskere uden at kunne læse det danske sprog, for de tilhørte en anden stamme end tyskerne og var af Sønderjyllands jord. Gravlund hadede på ingen måde tyskerne, som han endda kaldte for brave mennesker, men tysk kultur er fuldstændig fremmed for dansk/nordisk hjemstavnsfølelse og instinkt og præges i stedet af overpatriotisme og førerfællesskab. Det tyske fællesskab er ifølge Gravlund kunstigt, fordi det i modsætning til det danske er af nyere dato – derfor den aggressive flokmentalitet.
Anderledes forholder det sig med Skåne, Halland og Blekinge, som ikke er gået tabt for Norden, men "kun" for Danmark. At egnen har været dansk ses dog for hvert skridt man tager i området, og forsvenskningen er aldrig lykkedes. Den har dog præsteret at sløve befolkningen. "Enkelte kan tænke derover, de fleste ikke. Således er det med alt af nationalitet. Det lader sig ikke altid undsige. Når man ved det og ser det, hviler sagen i fred - men når man ikke vil vide det og ikke vil kende det, kan det give uro".
Ifølge Gravlund kan vi ikke som helstøbte mennesker frafalde vores arveret og historiske grænse. Derfor betragtede han afstemningen i 1920 som et politisk forræderi, derfor ville han kæmpe til sin død for fædrelandets heling.

Parlamentarisme og folkeopdragelse
Ligesom Søren Kierkegaard var Thorkild Gravlund meget skeptisk over for den moderne parlamentarisme, som han så som ganske uforenelig med begrebet folkestyre. Parlamentarismen forstår sig nok på i en håndevending at udspy stakkevis af love, men folkelige love kan den ikke præstere. Sådanne bygger på traditionen og grænserne og kendetegnes ved, at de er overgivet fra fædrene generation efter generation; de er i deres overlevering stedbestemte og afgrænsede, og tilmed er retten til jorden central. P. N. Buhl konkluderer, at der for Gravlund er tale om en slags naturret. Gravlund skriver fx.: "Vi kan ikke give nationen love, men vi skal søge at finde dens love" (Danerloven), og om lovene fra middelalderen hedder det: "Loven dømmer ikke hårdt eller mildt, men kun sandt".
Udover på alle områder at krænke det nedarvede splitter parlamentarismen folket i uforsonlige interessegrupper og ødelægger på denne måde det folkelige sammenhold. Den såkaldte opdragelse til demokrati bliver af Gravlund gennemskuet som elitens manglende tiltro til folket, som det hviler i sig selv, hvorfor det skal oplyses, opdrages og skoles. Politikerne burde hellere lytte og lære af almuen, og Gravlund foreslår i den forbindelse et helt universitet til folkelivsforskning oprettet, for hvordan hulen regere et folk som man slet ikke kender?
Det er usigeligt med god grund, når Gravlund vender sig mod den herskende klasse og uddannelsessystemet med iagttagelsen af, at det nuværende system fører til hoven finfølelse og foragt for danskerne. Hvor vi dog kender denne situation i dag, hvor man i skolen lærer børnene at hade deres eget, hvor et enigt akademikervælde kan dømme vores nation for "forældet", danskfølelse for "etnoracistisk" og således udlægge alt, hvad vi har levet og kæmpet for gennem historien, som forargeligt og odiøst. Selv skrev han i artiklen "Avtodidakter" i Flensborg Avis: "Jeg skulde ikke være akademiker. For vel vil jeg gerne forstå alt menneskeligt, men jeg vil ikke forstå akademisk oven over det nationale. " Grundsynet er, at den moderne uddannelse gør mere skade end gavn, hvilket under de nuværende former må siges at være ganske rigtigt. Gravlund føler sig i det hele taget fremmed over for europæisk åndsliv, som forekommer ham at bygge på idéer frem for indlevelse.
Eller sagt i korte og klare vendinger: "International kaldes kunsten og videnskaben. Det er kun læresætninger, opskrifter, programmer (...) Hvad skal vi med en intelligentsia, der ikke kan give nye og stærke udtryk for vort blod og hævde vor races livsvilje! Vi har ingen brug for åndelige lejetjenere og teoretiske indpiskere (...) Hiv dem ud af lokalet, de laver kun vrøvl!" (Nationaltidende)

Den dag almuen dømmer - den nationale revolution
Den degenererende parlamentarisme, folkeopdragelse og fremskridtstro kunne af og til få Gravlund til at drømme om en national revolution. "Hvornår kommer drønet til os på dansk, så vi sætter ærkeintelligensen på plads uden for alt, hvad der har med et menneskeliv at gøre (...) Der kan næppe nævnes et nationalt arbejde, som ikke intelligensen har faldet i ryggen" (Flensborg Avis 23/10 1938)
I artiklen "Den Dag, Almuen dømmer" filosoferer han videre i samme retning: "Så vil man sige, at kulturen vil synke uendeligt dybt (...) Det kunde vise sig, at den dag den fremmedlærte intellektuelle kultur ikke råder over os, og må falde, fordi vi ikke bærer den, så falder også dens affald, den ligegyldige eller endnu værre læsning, bort. Da kommer der en ny grad i folket åndelige evner", hvorefter folkeviser, eventyr og sagn opstår i en ny tids ånd. Den folkelige kultur er nemlig ikke død, men ligger blot i dvale under intellektualismens tryk, men de folkeskabende evner kan atter komme frem af mulden og slå nye og rige spirer. "Den dag, almuen dømmer, vil der gro en ny og stærk dansk kultur, og dens mål vil være at værne om folk og rige (...) Almuekulturen vil sætte sit mål i værnet om vort - og ikke i noget andet. Men de værn kræver de bedste våben".

Peter Neerup Buhl har skrevet en utrolig aktuel og samtidig dejlig politisk ukorrekt bog. I det ovenstående har jeg kun gennemgået bogen overfladisk, og meget interessant og værdifuldt er ladt uomtalt, fx. Gravlunds syn på religion, hans virke i Det Konservative Folkeparti eller hans korrespondance med litterater. Jeg kan kun opfordre alle til at læse den lille bog, for både P. N. Buhls og Thorkild Gravlunds forfatterskab fortjener et nærmere studie.
For Danmarks skyld.

- Mads Kierkegaard Otto

Besøg også hjemmesiden: Velkommen til Thorkild Gravlund på nettet
Gravlunds tale på Ræbild
Gravlunds foredrag på Rødkilde Højskole